-
Han faldt om af et hjertetilfælde som 29-årig – det får DR ikke meget ud af
ソース: BDK Finans / 15 4 2024 15:07:47 America/Chicago
Der er ingen tvivl om, at Jacob Aarup-Andersen er noget helt særligt. Han har haft en kometkarriere med et par bump undervejs, javel, men sidder nu på toppen af det hele som direktør for nationalklenodiet Carlsberg. Og så er der ingen tvivl om, at han har en helt særlig gnist og er lynende intelligent. Derfor er han naturligvis helt oplagt som hovedperson i andet afsnit af DRs interessante serie »Topdirektørerne«. Desværre ender det hele lidt forudsigeligt, kontrolleret og ja, underligt, kedeligt. Det er en skam. For både Jacob Aarup-Andersens historie og Carlsbergs historie er ellers fyldt med dramatiske op- og nedture. Men på en eller anden underlig måde forbliver det hele alt for kontrolleret, overfladisk, forudsigeligt og dermed noget uforløst. DR satser i disse år på at få fat i nye målgrupper – blandt andet med et større fokus på erhvervslivet. Og økonomikorrespondent Casper Schrøder, som fylder rigtig meget i serien, og resten af holdet bag skal have ros for i bedste sendetid at forsøge at formidle den kompleksitet, som topcheferne og de store virksomheder opererer i. Det er ingen nem opgave at forvandle det til underholdende og informativt tv. Første udsendelse handlede om Ørsted-topchef Mads Nipper, som forærede DR en kæmpe gave ved at gå igennem en livstruende krise for både Ørsted og hans egen topchefkarriere i den tid, serien blev optaget. Den udsendelse anmeldte min kollega Thomas Bernt Henriksen i sidste uge. Det er sjovt at sammenligne de to topchefer, når man ser udsendelserne efter hinanden. Mads Nipper er nervøs for, om det går godt, når han skal præsentere noget for investorerne på en kapitalmarkedsdag. Er Jacob Aarup-Andersen nervøs? »Nej, det er jeg ikke. Jeg har prøvet mange ting første gang. Det her er endnu en af de ting,« som han siger til Casper Schrøder, da de er på vej på besøg på Carlsbergs store bryggeri Fredericia. Han dunker folk i ryggen og spørger, om »noget er i gære«. »Bliver der grinet lidt højere, når direktøren siger noget,« spørger Casper Schrøder. »Det kan godt være, at folk griner lidt ekstra af vittighederne, når man er administrerende direktør,« svarer Aarup. »Men jeg synes nu også, at de er rigtig gode mange af dem,« tilføjer han grinende. Et godt billede på Carlsbergs direktør. Han er afvæbnende og hurtig til at tilpasse sig skiftende situationer og mennesker, men bliver næppe nogen stor komiker. »Og så har jeg en naturlig tro på egne evner,« som han siger. Ja, tak. Den er vi med på. Ligesom Thorkild Thyrring Sammenligner man Nipper og Aarup, så er kontrasten stor: Der har sat noget forskelligt på spil for at nå til tops. Nipper lader til at være kravlet til tops i dansk erhvervsliv blandt andet ved at være en person, alle kan lide. Aarup lader til at være kravlet til tops, da han næsten altid vil være den skarpeste i ethvert rum. Det er lige præcis ned i det rum, vi gerne vil være som seere. Alle kan forstå fascinationen ved at stå i spidsen for en kæmpe virksomhed. Det er fint at formidle kompleksitet, men den store værdi i DRs dokumentar ligger i formidlingen af de mennesker, som leder virksomhederne. Men Aarup virker også som en ekstremt kontrolleret person, der sjældent bliver fanget på det forkerte ben. Og dermed bliver portrættet af ham som person overfladisk. »Jeg er født klar – som Thorkild Thyrring,« som han siger på et tidspunkt. Det er ingen i tvivl om, men det betyder desværre, at man ikke bliver lukket med ind bag Jacob Aarup eller Carlsberg. Casper Schrøder forsøger ellers. En lang sekvens med Aarups dramatiske hjertestop, da han som 29-årig »arbejdede 100 timer om ugen« hos Goldman Sachs i London, er bedste bud på drama, men det hele fremstår sådan lidt distanceret. Efter hjertestoppet rejste Aarup sig op og arbejdede videre, kom hjem til Danmark, blev afvist af Finanstilsynet som topchef i Danske Bank, kom til ISS og skriver sig nu ind i kongerækken hos Carlsberg. Fuld fart fremad og en lidt animeret snak om bagsiden af medaljen, hvor Aarup siger, at det kræver meget at være topchef i en global virksomhed. O.k., det er jo nok rigtigt. Carlsberg har de seneste mange år været involveret i et hav af kontroversielle sager, blandt andet korruption og bestikkelse i Asien, et heftigt engagement i den kinesiske Xinjiang-provins, ølpiger i Cambodia og selvfølgelig det smertefulde og dramatiske exit fra Rusland. Casper Schrøder refererer samvittighedsfuld alle sagerne, men der er ligesom ikke bid i udsendelsen her, og Aarup glider bare af og lyder som en politiker: »Vi vil hellere være en positiv faktor i de lande. Hvis du kigger på de virksomheder, som er fundamentet for dansk erhvervslivs succes, og dermed også fundamentet for at finansiere et fantastisk velfærdssamfund, som vi alle holder af, så er det jo funderet på en stor international samhandel.« Og på elegant vis får Aarup dermed trukket en direkte linje fra et internationalt engagement, som nogle gange fører til møgsager, til velfærdssamfundet i Danmark. Om vi så skal tro på hans enorme samfundssind er en anden sag, for synspunkterne er som taget ud af spindoktorernes grønspættebog. Vær dog stolt af dine 44 millioner Man savner mere bid. Kunne Carlsberg virkelig ikke have gjort mere i forhold til det tøvende og kaotiske exit fra det autoritære Rusland? Og hvad tænker Aarup egentlig om den samfundsrolle og ansvaret for folkesundheden, som bryggeriet har? Succesen i Asien bygger jo i høj grad på at hælde masser af billige øl på folk. Risikerer bryggerierne på sigt at få samme samfundsrolle som tobaksindustrien? Det kunne da være interessant at høre hans tanker omkring. Som i udsendelsen om Nipper skal vi også omkring løn. Aarup, der fjollet nok ikke vil svare, får en høj løn. 44,4 millioner kroner om året. Tillykke til ham og Carlsberg med det. Han er forhåbentlig alle pengene værd, og hvor kunne det være befriende, hvis vi kunne glæde os over andre menneskers succes og løn i stedet for denne underlige formummede dans om det tabubelagte emne. Aarup vil helst ikke svare, da han gerne vil fremstå i øjenhøjde, normal og som alle andre. Det er han tydeligvis ikke. Det er ikke held eller tilfældighed, at han har ramt toppen. Så meget står klart efter udsendelsen. Men desværre er det samlede resultat for tandløst og overfladisk. Simon Bendtsen er Berlingskes erhvervsredaktør Andet afsnit i DR-dokumentarserien »Topdirektørerne« om Carlsberg-topchef Jacob Aarup-Andersen, »Carlsberg: Jacob på nyt territorium« blev vist mandag aften på DR1. Næste afsnit, »Stark Danmark: Brittas byggekrise« sendes på DR1 på mandag kl. 21.30. Alle afsnit kan streames på dr.dk/tv. https://www.berlingske.dk/kommentar/han-faldt-om-af-et-hjertetilfaelde-som-29-aarig-det-faar-dr-ikke-meget